Novafos sætter barren højt for tilsyn og effektivt arbejde med opgavestyring

Novafos leverer rent drikkevand og håndterer spildevand for forbrugerne i Gentofte og Gladsaxe kommune. Samarbejdet med kommunerne om de i alt 1.200 kilometer vand og afløbsledninger koordinerer Novafos effektivt og sikkert med Synchronicer.

Holder vandet løbende
Er der problemer med vandtilførslen eller afløbsforholdene i Gladsaxe og Gentofte kommune, bliver Novafos tilkaldt. Ofte tilkaldes de af borgere, der står med et akut problem fx brud på en vandledning. Alene akutudrykninger foretages 150 gange om året.

En opgavefordeling der kræver koordinering og overblik
Novafos rykker ud, graver ned til ledningen, reparerer skaden og lukker hullet. Novafos har dog aftalt med kommunerne, at de selv lægger asfalt og fliser igen, fordi det er den billigste løsning for kommunerne. Men selvom kommunerne står for reetablering til overfladen, er det stadig Novafos, der har pligt til at sikre, at hullet er ordentligt afmærket. Den lidt finurlige konstellation kræver koordinering. Det styrer Novafos sikkert og effektivt med Synchronicer.

Opgaver oprettes med præcise oplysninger i marken
Når skaden er repareret, hullet er fyldt med jord og skal lukkes helt, afmærker og skærmer Novafos hullet og opretter en reetableringsopgave i Synchronicer. Opgaven oprettes på reparationsstedet med en app på smartphone. I appen bliver Novafos’ medarbejder bedt om at angive stedet og hvilke materialer, der skal bruges til reetableringen. Der kan også tilføjes bemærkninger og billeder fra stedet til opgavebeskrivelsen.

Opgaven sendes direkte ind i kommunens opgavesystem
Den oprettede opgave bruges til to ting. Den sendes til kommunen, så de ved, at nu skal de rykke ud til en given lokalitet med de anførte materialer. Hos Gladsaxe Kommune, som også har Synchronicer, oprettes der automatisk en opgave i deres opgavesystem. Internt hos Novafos bruges opgaven til at oprette en skiltetur, hvor tilsyn med alle gravehullers skilte og afskærmning udføres.

Overblik over lukning af færdige opgaver
Når hullet er lukket, og fliserne er lagt, lukkes opgaven i Synchronicer af Novafos. Også information om lukkede opgaver deles i systemet.

Optimering af skiltetur sparer tid og diesel
I hverdagene besigtiges reparationsarbejderne i løbet af det daglige arbejde. I weekenden køres skilteturen to gange for at sikre, at alt stadig er afmærket korrekt. Når en skiltetur skal genereres, beregner Synchronicer ruten ud fra de åbne opgaver, der er i systemet, så alt bliver besigtiget, som det skal. Synchronicer optimerer rækkefølgen af besigtigelser, så ruten bliver så kort som muligt. Det sparer både tid og brændstof.

Alt dokumenteres og gemmes
Besigtigelserne registreres med en særlig app, så der er styr på, hvem der har besigtiget hvad, hvornår og med hvilket resultat. Alle opgaver, billeder, bemærkninger, positioner, besigtigelser og andre app-registreringer gemmes i systemet. Så er alle opgaver, al kommunikation og alle skilteture dokumenteret.

Overblik, effektivitet og bedre betjening af kunder
”Vi kører skilteturene mere rationelt, og så er det dokumenteret, at vi har udført vores tilsyn,” siger Lars Mortensen, der er tilsynsførende i Vand – Distribution hos Novafos. Arne Kristensen, der er chef for både Afløb og IT, supplerer: ”Vi sætter barren højt for vores tilsynsarbejde, og dér er Synchronicer et godt styringsredskab.”

Alt er samlet, gemt og dokumenteret i ét system. Helt enkelt.

Bemærk: I juli 2017 blev Nordvand til Novafos. Novafos er et nyt vandselskab, som er ejet af kommunerne Allerød, Ballerup, Egedal, Furesø, Frederikssund, Gentofte, Gladsaxe, Hørsholm og Rudersdal.

Se flere cases